ADHD-medicin: Hjælp, bivirkninger og retten til at vælge selv

Da min dreng fik diagnosen ADHD som 6-årig, var det en kæmpe overvindelse for mig at acceptere medicin som en mulighed. Jeg tror og hører, at mange forældre har det på samme måde. Jeg forstår det så godt. Hvorfor putte medicin i et i øvrigt raskt barn? Hvad gør det ved kroppen? Er der bivirkninger på kort og på lang sigt?

Samtidig beskrev dygtige pædagoger mit barns adfærd med omsorg og empati. Han bøvlede med det sociale og med at sidde stille. Han brugte mange kræfter på at være med alle steder og forholdt sig til alt.

Jeg blev langsomt klar til at prøve medicin. Jeg blev overbevist, fordi jeg kunne mærke, at det var mit valg. Jeg kunne starte og stoppe processen. Så som 6-årig fik mit barn medicin mod ADHD. På det tidspunkt var det godt. Han fik mere ro og blev klar til at starte i 0. klasse.

I dag er han 19 år, og han bestemmer selv. Han har haft gavn af medicinen i perioder – og har også holdt pauser, fordi det har givet mening, eller fordi bivirkningerne har været for generende. I dag bruger han ikke medicin fast, men har valgt at tage medicin på eksamensdage, hvor kravene til koncentration, overblik og ro har været særligt store.

Jeg kommer ikke til at tale for eller imod medicin mod ADHD, men jeg vil præsentere dig for vores erfaringer med medicin som en del af familieliv, skoleliv og fritidsliv på godt og ondt. For det er netop begge dele.

13 års erfaring med ADHD medicin

Medicin mod ADHD er ikke et nederlag

For mig føltes det i starten næsten som et nederlag. Som om jeg som mor ikke havde fundet de rigtige pædagogiske greb. Som om jeg ikke havde skabt nok ro, struktur eller forudsigelighed. Jeg tænkte: Burde jeg kunne hjælpe ham uden medicin?

I dag tænker jeg anderledes.

Medicin er ikke et nederlag. Det er heller ikke en mirakelkur. Det er et redskab. For nogle børn er det et vigtigt redskab. For andre er det ikke det rigtige. For nogle giver det mening i bestemte perioder, men ikke nødvendigvis hele livet.

Det svære er, at beslutningen sjældent er entydig. Som forælder står man med kærligheden, bekymringen og ansvaret på én gang. Man vil gerne hjælpe sit barn, men man vil også beskytte det. Man vil give barnet de bedste muligheder, men er bange for at vælge forkert.

Da medicinen hjalp

Da medicinen virkede godt, kunne vi mærke det. Ikke fordi ADHD’en forsvandt. Ikke fordi han blev et andet barn. Men fordi han fik lidt mere ro i kroppen og hovedet.

Han kunne bedre være i børnefællesskaber. Han fik lettere ved at lytte. Han kunne bedre koncentrere sig. Han blev ikke lige så hurtigt revet med af impulser. Der kom små pauser ind, hvor der før bare var handling.

For ham betød det, at han fik bedre adgang til det, han faktisk kunne. Han var stadig den samme dreng. Sjov, kærlig, energisk, idérig og fuld af liv. Men medicinen gav ham i perioder lidt bedre mulighed for at bruge sine styrker uden hele tiden at blive forstyrret af uro, impulsivitet og overstimulering.

Samtidig fandt vi ud af, at medicinen kun skulle virke i skoletiden. Mest fordi han blev voldsomt påvirket på appetitten. Han spise faktisk ikke noget før efter kl. 14, og samtidig var han ikke god til at spise om morgenmad. Så han blev flad, fordi han manglede mad og energi. Han har altid været en dygtig og energisk fodboldsspiller, men da han i starten mødte til træning med medicin i blodet, blev han lidt ligeglad med spillet og uden det store engagement. Så det skulle han ikke!

Et af de store spørgsmål for mig er: Ændrer medicin dit barns personlighed, eller giver medicinen netop plads til, at flere nuancer af barnets personlighed får plads?

Det spørgsmål har jeg tænkt meget over. For når medicinen virkede godt, oplevede jeg ikke, at mit barn forsvandt. Jeg oplevede snarere, at mere af ham fik mulighed for at komme frem. Hans humor, omsorg, nysgerrighed og kloge tanker fik bedre plads, fordi uroen ikke hele tiden stod forrest.

Det betød også noget for os som familie. Der blev færre konflikter. Færre irettesættelser. Færre situationer, hvor han bagefter blev ked af det, fordi han godt kunne se, at noget var gået galt, men ikke havde nået at stoppe sig selv.

Det er noget af det, jeg synes, man let glemmer i debatten om ADHD-medicin. Det handler ikke kun om, om barnet kan sidde stille i skolen. Det handler også om resten af dagen og især hvordan man kan tackle bivirkninger.

Da bivirkningerne af ADHD medicin fyldte

Men medicin har også haft en pris hos os.

Der har været perioder, hvor bivirkningerne fyldte for meget. Appetitten blev påvirket. Humøret kunne ændre sig. Han kunne virke mere flad eller mindre som sig selv. Og som mor kan det gøre ondt at kigge på sit barn og være i tvivl om medicinen er en hjælp eller en hæmsko. Hvilke dele af hans liv er vigtigst?

Det er noget af det mest sårbare ved ADHD-medicin. Man skal hele tiden mærke efter. Ikke bare på barnet udefra, men også sammen med barnet. Hvordan føles det i kroppen? Hvordan er skoledagen? Hvordan er frikvartererne? Hvordan er eftermiddagen, når medicinen slipper? Hvordan er søvnen? Hvordan er appetitten? Hvordan er humøret?

Hos os har der været perioder, hvor medicinen gav så meget mening, at det var tydelig hjælp. Og der har været perioder, hvor vi måtte stoppe op og sige: Lige nu er prisen for høj.

Det er ikke altid, man ved det med det samme. Nogle gange skal man prøve sig frem. Andre gange er det tydeligt ret hurtigt. Det kræver, at man som forælder, lytter til sit barn og tør tage sin egen mavefornemmelse alvorligt.

Barnet skal ikke kun vurderes på skoledagen

En vigtig erfaring for mig er, at man ikke kun skal kigge på, hvordan barnet fungerer i skolen.

Selvfølgelig betyder skolen meget. Barnet bruger mange timer der. Skolen stiller store krav til koncentration, sociale spilleregler, ventetid, opgaveskift og evnen til at regulere sig selv. Det kan være enormt krævende for et barn med ADHD.

Men barnet skal også hjem bagefter. Barnet skal spise aftensmad, være søskende, være med i fritidsliv, have venner, slappe af, sove og være sig selv.

Hvis medicinen kun hjælper barnet med at “klare skolen”, men efterlader barnet helt brugt, vredt, trist eller uden appetit resten af dagen, så er det vigtigt at tage alvorligt. Barnets liv er ikke kun skoleliv. Det er også familieliv, fritidsliv og indre liv.

Omvendt kan medicin også give barnet overskud netop til mere end skole. Det kan give energi til at være sammen med venner, deltage i fritidsaktiviteter og komme igennem dagen med færre nederlag. Nogle gange skal skolen mindes om, at formålet med medicin ikke kun er at barnet falder til ro i skolen. Resten af livet skal også fungere. Hvis det er svært at forklare på dit barns skole, så vis dem denne artikel.

Pauser kan også give mening

Vi har haft perioder med medicin og perioder uden. Pauserne har ikke nødvendigvis været udtryk for, at medicin var forkert. De har været udtryk for, at livet ændrer sig.

Et barn på 6 år er ét sted. En teenager er et andet sted. En ung på 19 år er et tredje sted. Skolekrav ændrer sig. Kroppen ændrer sig. Barnets egen oplevelse ændrer sig. Det, der gav mening i 0. klasse, giver ikke nødvendigvis mening i 8. klasse. Og det, der ikke fungerede i én periode, kan måske fungere igen senere med en anden dosis, et andet præparat eller en anden hverdag omkring barnet.

I dag bestemmer min dreng selv. Han har valgt ikke at tage medicin til hverdag, men han har også valgt, at medicin kan være en hjælp på eksamensdage. Medicinen kan give ham bedre adgang til den ro og koncentration, han har brug for i en presset situation, hvor han skal sidde stille.

Det vigtigste for mig har været at holde fast i, at medicin ikke er en beslutning, der én gang for alle definerer barnet eller familien. Det er en løbende vurdering.

Man må gerne skifte mening. Man må gerne prøve. Man må gerne stoppe. Man må gerne starte igen i samarbejde med lægen. Man må gerne sige: Det her var rigtigt dengang, men det er ikke rigtigt lige nu.

Barnets stemme skal med

Jo ældre mit barn blev, jo vigtigere blev hans egen stemme.

Som lille kunne han ikke overskue alle konsekvenserne. Der måtte vi voksne tage ansvaret. Men vi kunne stadig lytte. Vi kunne spørge: Hvordan føles det? Er der mere ro? Bliver du mindre sulten? Bliver du mere trist? Kan du mærke forskel i skolen? Kan du mærke forskel med vennerne?

Som teenager blev det endnu vigtigere, at han selv var med i beslutningerne. For det er hans krop. Hans hverdag. Hans selvforståelse.

I dag, hvor han er 19 år, er beslutningen hans. Det betyder ikke, at vi aldrig taler om det. Men det betyder, at han kender sin krop og sin hverdag bedst. Han ved, hvornår medicinen kan hjælpe ham, og hvornår han hellere vil være uden.

Netop fordi min dreng har haft perioder uden medicin, kender han effekten supergodt, Han ved, hvad den gør ved krop og hoved, og hvornår den er hjælpsom.

Jeg tror, vi skal passe på med kun at tale om børn med ADHD som nogen, der skal reguleres udefra. De skal også lære sig selv at kende indefra. De skal lære, hvad der hjælper dem. Hvad der dræner dem. Hvornår de har brug for struktur. Hvornår de har brug for pauser. Hvornår medicin hjælper. Hos os har pause med en kat, hoppetur på trampolinen og fodbold været faste ting at ty til.

Medicin mod ADHD kan aldrig stå alene

Medicin kan aldrig stå alene.

Et barn med ADHD har stadig brug for tydelige voksne. Forudsigelighed. Struktur. Pauser. Hjælp til overgange. Voksne, der forstår, at barnet ikke bare “tager sig sammen”, fordi nogen siger det højt nok.

Medicin kan give barnet bedre adgang til at bruge de strategier, vi voksne hjælper med. Men medicinen skaber ikke i sig selv gode fællesskaber, tydelig klasseledelse, trygge relationer eller forståelse i hjemmet.

Derfor bliver jeg bekymret, hvis medicin bliver den eneste løsning. Men jeg bliver også bekymret, hvis medicin bliver afvist som mulighed, før man overhovedet har undersøgt, om det kan hjælpe barnet.

For nogle børn kan medicin være det, der gør forskellen på en hverdag fyldt med nederlag og en hverdag, hvor de får lidt bedre fat i sig selv.

Det svære valg

Jeg forstår godt forældre, der siger nej til medicin. Og jeg forstår godt forældre, der siger ja.

Det er ikke en let beslutning. Det er ikke sort-hvidt. Og det bliver sjældent lettere af, at alle omkring én kan have holdninger. Familie, venner, skole, fagpersoner og andre forældre kan mene meget. Nogle synes, man medicinerer for hurtigt. Andre synes, man venter for længe.

Men i sidste ende skal beslutningen træffes tæt på barnet. Ikke tæt på debatten.

Hvordan trives barnet? Hvad siger fagpersonerne? Hvad siger lægen? Hvad oplever barnet selv? Hvad ser I derhjemme? Hvad er prisen ved at prøve? Hvad er prisen ved at lade være?

Mit råd til andre forældre

Hvis du står med overvejelserne, vil jeg først og fremmest sige: Du er ikke en dårlig forælder, fordi du overvejer medicin. Og du er heller ikke en dårlig forælder, fordi du er skeptisk.

Det viser tværtimod, at du tager dit barn alvorligt og overvejer mulighederne.

Mit råd er at være nysgerrig frem for fastlåst. Stil spørgsmål. Bed om grundige forklaringer. Tal med lægen. Tal med skolen. Tal med dit barn på en måde, der passer til barnets alder. Læg mærke til hele barnets liv – ikke kun skoledagen. Og husk, at du gerne må justere undervejs.

Beslutningen om medicin ikke handler om at vælge mellem det rigtige og det forkerte. Det handler om at følge sit barn tæt. At turde prøve, turde stoppe, turde spørge og turde mærke efter.

Har du brug for sparring på din rolle som forælder eller dit barns trivsel og skoleliv, så kontakt mig for en gratis forsamtale her