top of page

Daniels tanker om ADHD og medicin - fordele og ulemper

  • Forfatters billede: Rikke Kaalund
    Rikke Kaalund
  • 7. jul.
  • 4 min læsning

Opdateret: 8. jul.


At vokse op med ADHD og medicin

Jeg hedder Daniel, og jeg er 18 år. Jeg fik min første ADHD-medicin, da jeg var 6 år gammel. Siden da har jeg prøvet forskellige slags medicin, og der har også været perioder, hvor jeg ikke tog noget overhovedet. Det har været en proces – ikke bare at finde ud af, hvilken medicin der virker, men også at lære min ADHD at kende. Hvordan den påvirker mig, hvad den gør lettere eller sværere, og hvordan jeg fungerer både med og uden medicin.


ADHD og medicin fordele og ulemper
Daniel tænker meget over livet - både med og uden ADHD

Man skal lære sin ADHD at kende

Jeg har fundet ud af, at det er vigtigt at blive klog på sin egen ADHD. Der er ikke én rigtig måde at have ADHD på – og heller ikke én rigtig løsning. Det handler om at finde det, der virker for én selv. For mig har det fx hjulpet i skolen at bruge dimser eller redskaber, som kunne holde mine hænder beskæftiget, mens jeg lyttede. Små ting – men de gjorde en forskel.


Fordele ved ADHD medicin for mig

Med medicin bliver min krop roligere. Jeg føler, at jeg bedre kan koncentrere mig, og jeg får færre impulsive tanker og idéer. Der er ikke den samme uro i hovedet. Jeg har lettere ved at holde fokus og ikke afbryde eller fare ud i noget, uden at tænke det igennem først. Det kan være en stor hjælp – især i skole og andre situationer, hvor man skal sidde stille og lytte.


Ulemper ved ADHD medicin

Men der er også ulemper. Når jeg tager medicin, mister jeg appetitten. Det er, som om jeg slet ikke har lyst til mad – og nogle gange får jeg kvalme. Det betyder, at jeg nogle dage ikke får spist ordentligt før hen ad eftermiddagen, måske ved 15-16-tiden. Og det påvirker ikke kun kroppen, men også humøret og energien. Jeg kan godt blive mere stille, træt og ked af det. Det går også ud over dem omkring mig, for jeg bliver hurtigere irriteret og har ikke lige så meget overskud til at være social. Det har min familie, venner og kæreste mærket mange gange. Jeg tror stadig, at jo mere vi kan tale om det, jo nemmere bliver det.


Alternativer og pauser fra medicinen

Jeg har haft perioder uden medicin. Især i de perioder har jeg mærket, hvor meget fysisk aktivitet kan hjælpe. Som barn var det især trampolinen og fodboldtræning i klubben og i haven, der hjalp mig– den der følelse af at skulle have energien ud af kroppen. Det behov er der stadig, bare på andre måder nu. Nu går jeg på HHX, og jeg mærker også udfordringerne der. Jeg er besluttet på, at gennemføre min ungdomsuddannelse, selvom jeg ved, at der kommer svære perioder. Måske flere for mig end for mine venner.


ADHD og fremtiden – job og valg i livet

I dag tænker jeg meget over, hvordan mit liv skal hænge sammen med min ADHD. Jeg forestiller mig ikke, at jeg skal tage medicin resten af mit liv. Men det betyder, at jeg må tage nogle aktive valg. Fx ved at finde et job, hvor jeg kan trives med den energi og de udfordringer, min ADHD giver mig. Jeg skal fx ikke have et kontorjob, hvor jeg sidder stille det meste af dagen. Jeg har brug for noget variation og bevægelse i mit arbejde. Det tænker jeg meget over ...

Jeg tænker også over, om mine kommende børn får ADHD ... det gør de måske, men jeg tror, at jeg vil være rigtig god til at hjælpe dem i deres liv.


Fra tabu til accept: ADHD er en del af mig

Da jeg var yngre, syntes jeg, det var pinligt at have ADHD. Jeg ville helst ikke have, at andre vidste det – jeg troede, jeg var den eneste. Men i dag har jeg fundet ud af, at mange af mine venner og bekendte også har ADHD. Det har gjort det meget lettere for mig, at være åben omkring det. Jeg skammer mig ikke længere – det er bare en del af, hvem jeg er - og jeg vil gerne være med til at ingen med ADHD, skal føle sig forkerte.


Mit råd til andre om ADHD og medicin

Mit bedste råd til forældre og andre omkring børn med ADHD er: Hjælp barnet med at lære sig selv at kende ved at tale frit. Vær åben omkring både styrker og udfordringer – for der er masser af positive ting ved ADHD. Selvom jeg har ADHD har jeg altid fået af vide, hvad der er ok og hvad der ikke er ok.

Jeg har fx. en masse energi, jeg tænker kreativt og får mange ideer. Det gælder om at lære at bruge de sider godt– og finde strategier til at håndtere det, der er svært.

ADHD er ikke noget, der går væk. Men vi skal lære at leve med det – og bruge det til vores fordel.

Jeg synes, at jeg har et fedt liv :-)


Min sommerferie bliver brugt på Malta, hvor jeg er på sprogskole i 4 uger - uden medicin. Min første lektion handlede sjovt nok om ADHD, og jeg oplevede de forskellige syn på ADHD i andre europæiske lande. Jeg fastholdt, at medicin kan hjælpe mig, men ikke alle var enige.


Har du spørgsmål om livet med ADHD med og uden medicin, så kontakt mig gerne :-)

2 kommentarer


Gæst
08. jul.

Hvor er du sej du vil dele ud af dine oplevelser, tanker og følelser! Du vil helt sikkert hjælpe andre med din åbenhed og ikke mindst med de tanker du deler ift. medicin og fremtid.

Hatten af for dig💪🏻💪🏻

Synes godt om
Gæst
10. jul.
Svarer til

Tak. Det er jeg glad for, at du synes. Vh Daniel

Synes godt om

Coach Rikke Kaalund, 8541 Skødstrup Tlf: 5052 3268 CVR nr: 42352055 Persondatapolitik

bottom of page