Skolevægring og ADHD

Skolevægring og ADHD

Er der en sammenhæng mellem skolevægring og ADHD?

Måske! Og for nogle børn kan der være en tydelig forbindelse. Skolevægring handler sjældent om dovenskab eller manglende vilje. Det handler oftest om, at barnet oplever skolen som et sted, der på en eller anden måde er blevet for svært, for utrygt eller for overvældende. Her kan ADHD spille en rolle, fordi nogle af de udfordringer, der kan følge med ADHD, kan gøre skoledagen ekstra krævende.

Sådan kan ADHD komme til udtryk hos børn

ADHD kan komme til udtryk på mange måder, og symptomerne kan variere fra barn til barn. Nogle typiske tegn kan være:

• koncentrationsbesvær

• svært ved at holde fokus

• udsætter ofte opgaver

• hyperaktivitet

• impulsivitet

  
  

Hvis et barn har flere af disse udfordringer, kan det blive svært at være i en almindelig skoleklasse og leve op til de krav, der ligger i både klassefællesskabet, undervisningen og lærerens forventninger. Skolen stiller mange krav på én gang: Man skal kunne sidde stille, lytte, sortere i indtryk, skifte mellem aktiviteter, holde styr på bøger og aftaler, være social, forstå uskrevne regler og samtidig præstere fagligt.

Når kravene bliver for høje

Med et stigende fokus på test, læringsmål og faglig progression kan nogle børn opleve, at de hele tiden “halter bagefter”. For et barn med ADHD kan det betyde, at følelsen af ikke at leve op til “det rigtige” fylder mere og mere. Det kan give en oplevelse af utilstrækkelighed: ”Jeg kan ikke finde ud af det.” eller ”De andre kan, men jeg kan ikke.”

Når den følelse får lov til at vokse, kan barnet begynde at forbinde skolen med nederlag, stress eller skam. Det rigtig god mening, set fra barnets perspektiv, at forsøge at undgå det, der føles ubehageligt. Den umiddelbare løsning kan blive at blive hjemme, fordi hjemmet føles trygt og forudsigeligt, og fordi barnet dér kan skærme sig mod det pres, som skolen er begyndt at repræsentere.

Det er netop her, vi som voksne skal være ekstra opmærksomme. For hvis barnet gentagne gange oplever, at det kun får ro, når det ikke skal i skole, kan undgåelsen hurtigt udvikle sig til et mønster. Og det kan være starten på skolevægring.

ADHD betyder ikke, at barnet ikke kan trives i skolen

Det er vigtigt at understrege, at ADHD ikke automatisk fører til skolevægring – og heller ikke betyder, at barnet ikke kan være i klassen, bidrage positivt og få stort udbytte både fagligt og socialt. Mange børn med ADHD trives i skolen, især når de mødes med forståelse, fleksibilitet og rammer, der passer til deres måde at fungere på.

Vi skal altid holde os for øje, at ADHD er et tillæg til det menneske, vi står overfor. Mennesker med ADHD er ikke ens. De er børn med deres helt egne personligheder, interesser, styrker og udfordringer – og så kan nogle ADHD-symptomer også være til stede. For nogle fylder opmærksomhedsvanskeligheder mest, for andre impulsivitet eller uro, og nogle børn er primært indadvendte og bliver stille, når de er pressede.

Der følger også styrker med

Når vi taler om ADHD, kommer fokus nemt til at handle om det, der er svært. Men det er mindst lige så vigtigt at få øje på ressourcerne. Fremtrædende træk ved mennesker med ADHD kan også være, at de er:

1. hurtigttænkende

2. omstillingsparate

3. kreative

Og oveni det kommer alt det, der allerede ligger i barnets personlighed: humor, empati, nysgerrighed, stærk retfærdighedssans, energi, mod, engagement – og meget mere.

Derfor skal vi være ekstra opmærksomme på børn med ADHD og skolevægring

Børn med ADHD kan være mere udsatte for skolevægring, fordi deres skoledag lettere kan blive præget af overbelastning, misforståelser, konflikter eller gentagne nederlagsoplevelser. Derfor er det vigtigt, at både forældre og fagpersoner reagerer tidligt på tegn som stigende modstand mod skole, mavepine, hovedpine, stærke følelsesudbrud før skole, træthed, eller at barnet begynder at “lukke ned”.

Jo tidligere vi opdager, at barnet mistrives, jo større chance er der for at hjælpe barnet tilbage til en tryg og meningsfuld skolegang – med de rette tilpasninger, støtte og et fælles blik på, hvad barnet egentlig forsøger at fortælle os med sin adfærd.