Rækkeviddeangst i lærerjobbet: Har du energi nok til at nå pensionen?

Mange nybagte elbilsejere kender følelsen. Man sætter sig ind i bilen, indtaster destinationen og kigger på displayet. 247 kilometer tilbage på batteriet. Turen er 231 kilometer. På papiret burde det gå. Alligevel begynder tankerne: Hvad nu hvis det blæser? Hvad hvis der er kø? Hvad hvis ladestanderen ikke virker? Hvad hvis jeg ikke når frem?

Den følelse kaldes rækkeviddeangst, og er pludselig blevet et velkendt ord for mange af os.

Men måske findes der også en anden slags rækkeviddeangst. En, der ikke handler om biler, batterier og ladestandere, men om arbejdsliv, energi og de sidste mange år i folkeskolen.

Rækkeviddeangst i lærerjobbet

Jeg bliver snart 53 år. For adskillige lærere omkring min alder, begynder tankerne at kredse om seniorlivet. Ikke nødvendigvis fordi pensionen er lige om hjørnet, men fordi den ikke længere er et abstrakt punkt langt ude i horisonten. Vi begynder at regne baglæns. Hvor mange år er der egentlig tilbage? Hvor længe skal jeg holde til det her tempo? Kan jeg blive ved med at være den lærer, jeg gerne vil være?

Og måske endnu vigtigere: Har jeg energi nok til at nå helt frem? De tanker har meldt sig på banen hos mig.

Når batteriet ikke længere føles fuldt opladet

Som lærer bruger man ikke sin energi på én ting. Man bruger den i små og store portioner hele dagen.

Man bruger energi på undervisningen. På relationerne. På konflikterne i frikvarteret. På elever, der har det svært. På støjen i klassen. På møderne. På dokumentationen. På Aula-beskederne. På kravene udefra. På nye indsatser, nye skemaer, nye handleplaner og nye forventninger.

Man bruger energi på at være professionel, også når man er træt. På at være rolig, når andre er urolige. På at være tydelig, når rammerne er uklare. På at være nærværende, selv når hovedet er fyldt.

Og i takt med at vi bliver ældre, begynder vi at mærke, at batteriet ikke lader helt på samme måde som før. Man kan stadig meget. Man har erfaring, overblik og faglig tyngde. Men restitutionen tager måske længere tid. Støjen slider mere. De mange skift i løbet af dagen kræver mere. Presset sætter sig dybere.

Det betyder ikke, at man er blevet en dårligere lærer. Tværtimod. Mange seniorlærere er blandt skolens vigtigste ressourcer. Men selv den bedste elbil skal lades op, hvis den skal kunne køre langt.

Hvad er destinationen?

For elbilisten er destinationen tydelig. Man skal nå til sommerhuset, mødet, færgen eller familien i den anden ende af landet. For læreren er destinationen mere kompleks.

Er målet at holde ud indtil pensionsalderen?

Er målet at bevare arbejdsglæden? Er målet at kunne gå hjem med en følelse af faglig stolthed? Er målet at have energi tilbage til livet uden for skolen?

Det sidste er vigtigt. For et godt arbejdsliv må ikke kun måles på, om man kan slæbe sig frem til sidste arbejdsdag. Det må også handle om, hvordan man kommer frem. Om man stadig kan kende sig selv undervejs. Om man stadig har overskud til familie, venner, fritid og alt det, der ikke står i årsplanen.

Rækkeviddeangsten opstår, når afstanden til pensionen føles længere end den energi, man har til rådighed.

Lærerlivets usynlige energiforbrug

I en elbil kan man se, hvad der bruger strøm. Kulde, hastighed, modvind og tung last påvirker rækkevidden. I lærerjobbet er energiforbruget ofte mere usynligt.

Støj bruger energi. Uforudsigelighed bruger energi. Manglende tid til forberedelse bruger energi. Dokumentation uden oplevet mening bruger energi. Forældrekontakt i højt konfliktniveau bruger energi. Politiske krav uden tilsvarende ressourcer bruger energi. Ledelsesmæssige beslutninger langt fra hverdagen bruger energi.

Og måske bruger det allermest energi, når man igen og igen må gå på kompromis med det, man ved er god undervisning og god pædagogik.

Det er ikke nødvendigvis én stor belastning, der får batteriet til at blinke rødt. Det er summen. De mange små ting. De mange dage, hvor man lige klarer den. De mange uger, hvor man tænker: Når bare jeg kommer frem til næste weekend eller ferie.

Et arbejdsliv kan ikke bygges på konstant nødlanding.

Seniorlivet kræver mere end gode intentioner

Der tales ofte varmt om, at lærere skal blive længere på arbejdsmarkedet. Det giver god mening på papiret. Skolen har brug for erfarne lærere. Eleverne har brug for voksne, der har hviler i sig selv og har prøvet det meste før.

Hvis seniorlærere skal blive, kræver det mere end rosende ord. Det kræver konkrete muligheder for at indrette arbejdslivet anderledes.

Måske skal der være mindre undervisningstid. Måske færre skift. Måske mere fleksibilitet. Måske mulighed for mentorroller, faglig vejledning eller opgaver, hvor erfaringen bruges uden at kroppen og hovedet presses maksimalt hver dag.

Det handler ikke om at gøre seniorlærere mindre værd. Det handler om at bruge dem klogt.

Ingen ville forvente, at en elbil kører længst, hvis man presser speederen i bund hele vejen, fylder den tungt op og ignorerer alle advarselslamper. Alligevel kan det nogle gange føles sådan i skolen: Kør videre. Hold tempoet. Vi ser på elmåleren senere.

Spørgsmålet er ikke, om lærere vil arbejdet

For mange lærere er det netop engagementet og ænsket om at gøre ddet bedst muligt for børnene, der slider.

Man vil gerne gøre det ordentligt. Man vil gerne nå eleverne. Man vil gerne lave god undervisning. Man vil gerne samarbejde med forældre. Man vil gerne bidrage til skolens fællesskab.

Men man kan ikke blive ved med at levere energi, hvis der aldrig bliver ladet ordentligt op.

Vi bør spørge os selv: Hvordan indretter vi folkeskolen, så dygtige lærere har energi nok til at nå frem — uden at gå i stå undervejs?

Vi skal tage rækkeviddeangst i lærerjobbet alvorligt

Rækkeviddeangst er ikke nødvendigvis et tegn på svaghed. Det kan også være et tegn på realisme. En påmindelse om, at man skal planlægge turen, kende sin kapacitet og sørge for opladning i tide.

For lærere omkring de 50 år og opefter er det måske tid til at tage den indre rækkeviddemåler alvorligt. Ikke i panik, men med omtanke. Og måske faktisk også for de yngre kolleger, så de også trives i deres lærerliv.

• Hvor meget energi har jeg?

• Hvad dræner mig mest?

• Hvor får jeg ny energi?

• Hvilke opgaver kan jeg blive ved med at bære?

• Hvilke rammer skal ændres, hvis jeg skal holde hele vejen?

Og måske skal ledelser, kommuner og politikere stille sig selv det samme spørgsmål på skolens vegne:

Har vi skabt en folkeskole, hvor lærere kan holde til et helt arbejdsliv?

For hvis svaret er nej, er det ikke den enkelte lærer, der er problemet. Så er det ruten, hastigheden og manglen på ladestandere, vi skal tale om.

Vi skal ikke bare nå frem — vi skal kunne holde undervejs

Pensionsalderen må ikke være en fjern destination, man kun når ved at køre på reservestrøm. Et langt lærerliv skal kunne leves med værdighed, faglighed og overskud.

Derfor er rækkeviddeangst i lærerjobbet værd at tage alvorligt. Ikke som en klagesang, men som en invitation til at tænke personalepleje og indretning af arbejdslivet i skolen.

For spørgsmålet er ikke kun, om læreren kan holde til folkeskolen.

Spørgsmålet er også, om folkeskolen kan holde på læreren.

Få sparring på dit lærerliv. Start med en gratis forsamtale

Læs mere om coaching af lærere her