Se mennesket før diagnosen
- Rikke Kaalund
- 6. feb.
- 2 min læsning
Om mennesker, diagnoser, personlighed og karaktertræk
Vi er mennesker før vi er noget som helst andet. Og vi er forskellige – på helt vidunderligt mange måder. Nogle græder, når de bliver kede af det eller sårede. Andre reagerer med vrede. Nogle trækker sig og bliver stille, mens andre samler folk omkring sig. Nogle fylder rummet med høje stemmer, historier og humor. Andre taler lavt, skaber relationer i det stille og har brug for at lade op alene. Og mange af os er et miks af det hele – afhængigt af situationen, dagen og livet.
Det er vores karaktertræk, vores temperament og vores personlighed. Det er en del af det, der gør os til dem, vi er.
Oven i det kan der komme noget andet: en sygdom, en diagnose eller en funktionsnedsættelse. Det kan være autisme, astma, muskelsvind, grøn stær – eller noget helt femte. Men diagnosen er ikke hele mennesket. Den er snarere en tilbygning. Noget, der kan give vigtig viden, men som ikke kan stå alene som forklaring på alt.

Selvom du kender diagnosen, kender du ikke mennesket.
En diagnose ændrer ikke ved, at vi stadig er forskellige mennesker. Den skal ikke definere, hvem vi er. Vi er stadig os selv – med vores personligheder, styrker, sårbarheder, vaner og drømme.
Når diagnoser gør det bedste for os, er det fordi de kan åbne døre: til den rigtige medicin, den rette behandling, støtte eller pædagogiske tiltag. De kan give et sprog for det, der er svært. De kan skabe forståelse og retning. Det er værdifuldt.
Men diagnoser kan også komme til at stå i vejen, hvis vi ser dem før mennesket. Hvis vi tror, vi ved, hvad der virker – før vi overhovedet har lyttet. Hvis vi møder et menneske med en færdig forklaring i hånden i stedet for med nysgerrighed.
Derfor er pointen enkel – og samtidig afgørende: Vær nysgerrig på mennesket først. Lær ham eller hende at kende. Spørg ind. Lyt. Se nuancerne. Og når det individuelle kendskab får lov at gå hånd i hånd med viden om diagnosen, så kan vi begynde at finde ud af, hvordan vi bedst hjælper og støtter. På en måde, der faktisk passer til det menneske, vi står overfor.
Smag vinen inden du fortæller, om den er god :-)




Kommentarer