FOBO hos unge – Frygten for at misse muligheder
- Rikke Kaalund
- 24. sep.
- 4 min læsning
Opdateret: 28. sep.
Hvad er FOBO?
FOBO står for Fear of Better Options – frygten for, at der findes en bedre mulighed, end den man allerede har sagt ja til. Begrebet er skabt af den amerikanske forfatter og iværksætter Patrick J. McGinnis, som også står bag udtrykket FOMO (Fear of Missing Out).Hvor FOMO handler om at være bange for at gå glip af noget, handler FOBO om at udskyde eller undgå at vælge, fordi man hele tiden overvejer, om der findes noget bedre.

FOBO og teenagelivet
Teenagere står dagligt over for mange valg: venner, fritidsinteresser, skole og sociale aktiviteter. Et klassisk eksempel er invitationen til en fest:
Man får en invitation, men svarer ikke med det samme, fordi man overvejer, om der måske kommer en anden fest eller aktivitet, der er sjovere.
Man holder døren åben så længe som muligt i håbet om, at der dukker et “bedre” tilbud op.
Man afventer hvad ens venner gør
Det kan have konsekvenser for begge parter.
Det kan virke uskyldigt at vente med at svare, men FOBO har konsekvenser for både den inviterede og den, der inviterer:
For den inviterede (teenageren med FOBO):
Man kan ende med at misse gode oplevelser, fordi man aldrig får sagt ordentligt ja.
Man kan føle stress og uro over hele tiden at vente på “noget bedre”.
Man risikerer at stå uden planer, fordi det man håbede på ikke sker.
For den der inviterer:
Det kan føles sårende og respektløst ikke at få et klart svar.
Det kan skabe usikkerhed: “Vil min ven egentlig gerne være med, eller leder de bare efter noget sjovere?”
Det kan gøre planlægningen sværere, fordi man ikke ved, hvor mange der kommer.
Hvorfor er det vigtigt at tale om?
FOBO kan virke som en lille ting i hverdagen, men hvis det bliver en vane, kan det slide på relationer og skabe mistrivsel. For teenagere, der i forvejen navigerer i et hav af sociale sammenligninger, kan det være en lettelse at forstå begrebet FOBO – og opdage, at det faktisk er bedre at tage en beslutning end at lade tvivlen styre.
FOBOs betydning for teenagere
For teenagere kan FOBO have særlig stor betydning, fordi de befinder sig i en livsfase fuld af valg og sociale sammenligninger. FOBO kan blandt andet vise sig i:
Valg af venner og fællesskaber: Frygten for at binde sig til én gruppe, fordi der måske findes en “bedre” omgangskreds.
Fritidsinteresser: Usikkerhed omkring at vælge én sport eller hobby, fordi man tænker, at der måske findes noget mere spændende.
Skole og uddannelse: Tvivl om gymnasie- eller studievalg, fordi man spekulerer på, om en anden retning kunne være bedre. Tvivlen kan række langt ind i studietiden og måske tage energi fra det læringen og det sociale liv. Måske kan en del af frafaldet de første måneder på efterskolerne også forklares med FOBO. Vennerne derhjemme har taget andre valg, der sker gode ting i ens familie og gamle fritidsliv. Det kan føles mere sikkert at vende tilbage til det kendte, som man så er en del af.
Sociale medier: Her sker on-going sammenligning med andres liv og muligheder, hvilket kan forstærker følelsen af, at man kunne have valgt eller gjort noget anderledes. En ting er, at man bliver eksponeret for de andres aktiviteter og hvem de er sammen med. Samtidig har vi en tendens til kun at vise de sjove eller fede øjeblikke på sociale medier. Vi ser ikke det kedelige og uperfekte.
Konsekvenser for teenageren
FOBO kan føre til, at teenagere udskyder beslutninger, føler sig stressede eller aldrig bliver helt tilfredse med deres valg. På den anden side kan en bevidsthed om FOBO hjælpe unge til at forstå, hvorfor de kan opleve tvivl eller beslutningslammelse – og give dem værktøjer til at træffe valg med mere ro.
FOBO er et moderne fænomen, men samtidig et gammelt menneskeligt problem: usikkerheden ved at vælge, når mulighederne virker uendelige. For teenagere i dag, der vokser op i en digital kultur med konstant adgang til information og sociale sammenligninger, kan FOBO være særligt udfordrende. At kende begrebet og dets ophav kan være første skridt til at håndtere det og lære at stå ved de valg, man træffer.
Hvad gør vi ved FOBO?
Tag energien fra FOBO. Dett gør du ved at sige klart ja eller nej til en invitation eller en større beslutning. På den måde viser du respekt både for sig selv og for andre. Når du tør vælge, tager du magten fra FOBO – og skaber bedre relationer, og mere ro omkring dine valg, fordi du er til at regne med. Det kan også give en indre ro, at du går med det valg, man har taget fremfor at tvivlen, uroen og måske angsten fylder i stedet.
Tag et valg og stå ved det. Det giver ro.
Accepter, at intet valg bliver helt perfekt.
Det, du vælger, kommer til at give mening og give gode oplevelser.
Og husk: livet er langt, og der kommer masser af muligheder.




Kommentarer