Perfektionisme og angst – hvordan hænger det sammen hos teenagere?
- Rikke Kaalund
- for 6 dage siden
- 3 min læsning

Mange teenagere stiller høje krav til sig selv. De vil gerne klare sig godt i skolen, være gode venner, se godt ud og ikke mindst leve op til alle de forventninger, de føler, at omgivelserne har til dem. Det kan være en drivkraft – men for nogle bliver det en tung byrde. Når perfektionisme tager overhånd, kan det føre til en følelse af konstant pres og i værste fald udvikle sig til angst.
Hvad er perfektionisme egentlig?
Perfektionisme handler om at have meget høje – og ofte urealistiske – forventninger til sig selv. Det kan være at få 12 i alle fag, aldrig lave fejl, have den optimale krop eller altid fremstå “perfekt” udadtil. Mange teenagere oplever, at de ikke føler, de er gode nok, medmindre de lever op til disse krav. Og når det ikke lykkes (og det gør det sjældent), kan det give en følelse af nederlag, skam og uro. Det er en ubehagelig følelse, men den hører med til det at være teenager og danne sin identitet. Først hvis den bliver vedvarende, kan den være behandlingskrævende.
Hvorfor giver det angst hos teenagere?
Når man konstant prøver at være perfekt, er man hele tiden på vagt. Man analyserer sine præstationer, sine relationer og sin fremtoning ned til mindste detalje. Det slider på kroppen og sindet. Teenagere, der kæmper med perfektionisme, kan opleve:
Hjertebanken eller uro i kroppen
Tankemylder og søvnproblemer
Frygt for at fejle eller blive afvist
Undgåelse af situationer, hvor de kan “komme til at dumme sig”
Alt sammen hører med til teenagelivet, men kan i værste fald føre til en vedvarende følelse af angst – som en uro, man ikke helt kan slippe af med.
Sociale medier spiller en rolle
I dag bliver mange unge bombarderet med glansbilleder på sociale medier. Det er nemt at tro, at alle andre har styr på det hele – og det skruer yderligere op for ønsket om selv at fremstå fejlfri. Men bagsiden er, at det skaber et usundt sammenligningspres, hvor selv små fejl føles som store nederlag. Teenageren er ikke bevidst om, at de fleste andre i omgangskredsen oplever de samme eller lignende følelser. De føler sig alene med følelsen af utilstrækkelighed.
Følelsen af angst – eller angst som diagnose?
Det er helt normalt at føle sig ængstelig af og til – fx før en fremlæggelse eller en vigtig prøve. Den form for angst er en del af det at være menneske - og især af det at være ung i en foranderlig verden. Men hvis angsten fylder så meget, at den forstyrrer hverdagen, og man begynder at undgå ting, man før godt kunne, så kan det være tegn på en angstlidelse.
Kort sagt:
Følelsen af angst er en naturlig reaktion på pres, stress eller usikkerhed.
En angstdiagnose bliver stillet, når angsten er langvarig, meget intens og går ud over ens livskvalitet.
Hvad kan man gøre for teenagere?
Det første skridt er at tale om det. Perfektionisme og angst trives i tavshed, men de mister grebet, når man tør åbne op. Forældre, lærere og andre voksne omkring teenagere spiller en vigtig rolle i at støtte og aflaste – og i at vise, at det er helt okay ikke at være perfekt.
Hvis angsten fylder meget, kan det være en god idé at tale med en psykolog, coach eller læge, der kan hjælpe med at finde ud af, hvad der skal til for at få det bedre.
Husk: DU ER GOD NOK, SOM DU ER – også selvom du ikke altid får 12, altid er glad, ser hamrende godt ud eller altid har styr på alting. Det har ingen.
Comments